Gå til hovedindhold
maj 31, 2026

Podie i sportsvognsdebuten på Monza!

Sikke en debutweekend!

Luca Magnussen fik en start på McLaren Trophy Europe, som vi næsten ikke kunne have drømt bedre. Første afdeling blev kørt på den ikoniske Monza-bane i Italien, og allerede i karrierens første sportsvognsløb lykkedes det Luca og teamkammeraten Callum Davies at køre en imponerende andenplads hjem.

Det var samtidig Lucas første løbsweekend i en McLaren Artura GT4, og dermed også første gang han for alvor skulle prøve kræfter med sportsvognsracing på dette niveau.

Og hvilken måde at starte på.

McLaren Trophy Europe 2026 - Monza

Et stærkt første løb
I weekendens første løb lagde Callum et rigtig stærkt fundament. Han startede på syvendepladsen og kørte sig flot frem til tredjepladsen i løbets første halvdel, inden han afleverede bilen til Luca.

Herefter overtog Luca rattet – og presset.

Luca fortsatte det stærke tempo, fik hurtigt lukket hullet til bilen foran og leverede en flot overhaling i den berømte chikane efter start-mål-langsiden på Monza.

Derefter handlede det om at holde hovedet koldt, passe på bilen og kontrollere andenpladsen hele vejen til mål.

Det lykkedes.

En andenplads i allerførste sportsvognsløb er et kæmpe resultat – og en stærk start på både sæsonen og Lucas nye kapitel i McLaren Trophy Europe.

McLaren Trophy Europe 2026 - Monza

Fart, fight og læring i race 2
Weekendens andet løb viste også, at farten var der.

Her startede Luca fra 16. pladsen og arbejdede sig hurtigt frem gennem feltet. Han fik kørt sig op på niendepladsen, inden bilen blev afleveret videre til Callum midtvejs i løbet.

Desværre blev løbet påvirket af nærkontakt med en konkurrent, som betød, at bilen måtte ind til et forlænget pitstop for at få repareret forskærmen.

Det kostede tid.

Callum kom tilbage på banen som nummer 19 og begyndte igen at hente placeringer, men to større uheld i feltet udløste først safetycar og senere rødt flag. Derfor sluttede løbet tidligere, end teamet havde håbet, og Luca og Callum måtte tage til takke med en 14. plads.

Selvom resultatet i race 2 ikke viste det fulde potentiale, var der stadig masser af positivt at tage med. Farten var god, Luca kom stærkt fra start, og teamet viste igen, at der er noget at bygge videre på.

En debut over forventning
For Luca blev weekenden på Monza en vigtig bekræftelse.

At gå fra karting og formelracing til sportsvognsracing kræver tilvænning. Man deler bilen med en teamkammerat, pitstop og strategi spiller en større rolle, og bilen skal køres på en anden måde.

Men Luca fandt sig hurtigt til rette.

“Superfed weekend! Jeg er virkelig glad, både på mine egne og holdets vegne. Første ræs gik supergodt, Callum lagde godt ud, og jeg havde en fed duel til sidst, hvor jeg virkelig fik vist farten. I andet løb kom jeg godt fra start, men bliver så ramt under en overhaling, hvilket desværre koster os tid i pitlane. Men igen, farten var god, og alt i alt har det været en debutweekend over forventning. Nu gælder det bare om at holde det stærke momentum og fortsætte udviklingen. Stor tak til hele teamet og mine sponsorer,” lyder det fra Luca.

McLaren Trophy Europe 2026 - Monza

En stærk start på McLaren Trophy Europe
Monza blev en weekend med både podie, masser af læring og tydelige tegn på, at Luca og Callum hurtigt har fundet et stærkt samarbejde.

Andenpladsen i første løb giver en masse selvtillid, men vigtigst af alt viser weekenden, at farten er der, og at Luca allerede fra første afdeling kan være med helt fremme.

Nu handler det om at bygge videre på momentum, fortsætte udviklingen og tage erfaringerne med videre til næste afdeling.

Næste udfordring bliver Spa-Francorchamps den 26.-27. juni, hvor McLaren Trophy Europe kører som supportløb til det legendariske 24-timersløb på Spa.

Tusind tak til hele teamet, Callum, vores sponsorer, samarbejdspartnere og alle jer, der følger med og bakker Luca op.

TAK fordi I er med på rejsen!
Luca Magnussen

© Luca Magnussen. All rights reserved. Powered by fuel.