Opdatering fra GB4 løb
Det britiske GB4-mesterskab nærmer sig sidste afdeling, og Luca har formået at vise tydelige fremskridt i både fart og racecraft. Og som de fleste sæsoner, har der været både super gode og mindre gode perioder.
I år består GB4 Championship-feltet af 25 hurtige og erfarne kørere, så konkurrencen er ben hård.

”Det er en super hård serie med virkelig stærke kørere, men det er netop det, der motiverer mig. Jeg kan mærke, at vi tager skridt i den rigtige retning, og jeg lærer noget nyt hver eneste gang, jeg sætter mig i bilen.”
I 3. løbsweekend fik Luca sin første podieplacering – P2 – efter et hæsblænde første heat.
– Jeg er bare SÅ glad for det her resultat. Teamet tog den helt rigtige beslutning om at sætte regndæk på og jeg fløj op igennem feltet – jeg tog 11 placeringer på den første omgang. Det var virkelig fedt!

Luca måtte tidligere på sommeren melde fra til fjerde afdeling af GB4 Championship.
Årsagen var en irriteret blindtarm, som akut blev fjernet, men allerede få døgn senere var han tilbage i racersimulatoren for at forberede sig til næste afdeling af det britiske juniormesterskab.
– Det var virkelig en skam at misse en afdeling, men der var desværre ikke så meget at gøre. Det var en standardoperation. Nu har jeg fået den fjernet, og så skal jeg til gengæld ikke tænke over det i fremtiden, når jeg kommer op i de større serier.
Luca var tilbage i topform i femte runde på legendariske Silverstone.
Her toppede han weekenden med en syvendeplads, hvilket er hans næstbedste resultat i den hårde juniorserie efter andenpladsen på Oulton Park tidligere på året.
– Jeg er enormt glad og meget tilfreds med resultatet. Det var et vådt og udfordrende løb, men jeg føler mig netop stærk i regnvejr, og det var fedt at slutte så højt efter at have startet uden for top-10.

Ambitionerne om topresultater blev ikke indfriet for Luca i sjette afdeling på Brands Hatch. Luca kæmpede med farten i det benhårde felt af dygtige juniorkørere og måtte tage til takke med en 14. plads i weekendens første løb, mens andet ræs endte i sandet. Tredje løb blev udskudt og skal køre i den sidste afdeling på Donnington i starten af oktober.
– Det var en meget skuffende weekend.Jeg havde ikke farten med mig denne gang. De forskellige sessioner var præget af mange biler på banen og en del afbrydelser.

Næste løb for Luca og resten af holdet bag Fortec Motorsports er sæsonens syvende og sidste afdeling, som finder sted på Donington Park den 4.-5. oktober.
Igen, er det vigtigt for os at understrege, hvor glade vi er for jeres støtte og engagement, dette kunne ikke lade sig gøre uden jer!!!
TAK fordi I er med på rejsen!
![]()